Greens Hus

Historien om 'Greens Hus'

Grene og blade har altid interesseret mig, været en kilde til fascination og inspiration…

Da min søster og jeg var børn boede vi i Husum på en lille stille villavej. Folk på vejen gjorde ikke megen væsen af sig og man passede hver sit. Man gik på arbejde, lugede sine bede og hilste pænt på hinanden over hækken. Der var familier med børn, men der var også flere familier uden. Dem snakkede vi ikke så meget med, men vi kiggede nysgerrigt ind i disse ukendte verdner, når vi cyklede forbi, på vej til skole.

Blandt de barnløse var et søskendepar der boede i det sidste hus for enden af vejen… De var ikke kun anderledes og ’mærkelige’ fordi de var barnløse, nej, de var også en anderledes slags voksne, de var ’lilleputter’. Det vil sige voksne der ikke var større end børn… Hvad de hed til fornavn, ved jeg ikke, men de hed ’Green’ til efternavn…(det stod på brevsprækken) og huset de boede i, blev naturligvis kaldt ’Greens Hus’. De var søde og venlige og meget voksne når vi hilste på dem på vejen, men jeg forestillede mig altid at de var børn indeni, og når de gik ind i deres hus, som var alt for stort til dem, så så jeg for mig at de legede lige som os andre børn på vejen… hoppe i elestik eller spillede med bold op af muren eller blæste bobler i deres mælk til aftensmaden.

Det gjorde de jo nok ikke, men tanken var dejlig og gav mig en oplevelse af en usynlig samhørighed disse små voksne, Hr og Frk Green.

De var sammen hele livet og havde aldrig andre i deres liv…Tro mod hinanden og deres fælles rødder, forenet i en fysisk skæbne  som bandt dem sammen mentalt.

Skulpturen ’Greens Hus’ blev til  i min fascination af deres lille verden groet ud af deres fælles rødder.

Huset er lavet af en barkafstøbning og grenene er fra en bøgehæk, samme hæk som omkransede deres lille hus.